Revner i byggeri kan ikke undgås, men der kan gøres meget for at forebygge, at de opstår og for at begrænse omfanget.

Revner i nybyggeri er et generende problem for byggeriets parter. I langt de fleste tilfælde skyldes revnerne, at der ikke er taget tilstrækkelig hensyn til de bygningsfysiske egenskaber i de anvendte materialer, til de konstruktive løsninger og til korrekt udførelse. Andre årsager er, at tidsplanerne er pressede og ikke tillader en faglig korrekt projektering og udførelse. Endvidere kan økonomien spille ind og virke hæmmende for valg af de rigtige løsninger.

En lang række af disse forhold ligger uden for elementleverandørens ansvarsområde, og elementleverandøren kan derfor ikke drages til ansvar for revner i elementer og samlinger, hvis der er leveret de aftalte ydelser.

Det er derfor vigtigt, at der allerede i projekteringsfasen hos arkitekt og ingeniør vælges de rigtige konstruktive løsninger, og der afsættes den fornødne tid og økonomi til at udføre byggeriet under hensyn til materialernes egenskaber.

For de udførende er det nødvendigt at følge projektmaterialet og dermed sikre, at udførelsen lever op til kravene. Dette vil medvirke til et lettere samarbejdet på byggepladsen, når det ene fag afleverer konditionsmæssigt og fejlfrit arbejde til det næste.

Letbetonelementgruppen BIH har udarbejdet en vejledning, der indeholder erfaringer om revner opsamlet gennem en årrække.

Vejledningen gør det nemmere at begrænse omfanget af revner og dermed opnå et mere tilfredsstillende resultat. Vejledninger indeholder emnerne:

  • Konstruktive forhold
  • Svind i letbeton og beton
  • Udtørring
  • Fugtmåling
  • Malerbehandling
  • Fliseopsætning
  • Udbedring af revner

Yderligere vejledning kan findes gennem Byggeteknisk Erfaringsformidling, BYG_ERFA – se www.bygerfa.dk.

Den samlede vejledning kan downloades som PDF her >>