Boliger med vægelementer af letbeton bruger mindre CO2

Teknologisk Institut har udarbejdet en rapport, der dokumenterer, at boliger med bagmure og skillevægge af letklinkerbeton-elementer udleder mindre CO2 end tilsvarende huse med lette vægkonstruk-
tioner af træ og gips.

Teknologisk Instituts Betoncenter har undersøgt CO2-udledningen i hele boligens livscyklus. Tidligere undersøgelser har udelukkende fokuseret på råstofudvinding og fremstilling af byggematerialer – og har set bort fra boligens driftsfase, som udgør langt størstedelen af bygningens livscyklus.

Vægkonstruktioner med letbeton vinder på driften

Konklusionen på undersøgelsen er entydig: Efter 5 til 20 år opnår vægkonstruktioner med letklinkerbeton en bedre CO2-balance og giver en CO2-besparelse i forhold til lette konstruktioner. Årsagen er primært evnen til varmeakkumulering. 

Varmeakkumuleringen er afgørende, fordi den medfører mindre energiforbrug til opvarmning, ventilation og nedkøling pr. år. Og da man regner med, at en bolig har en gennemsnitlig levetid på 70 år, bliver det til en stor besparelse over tid.